Hotmail eller Live - og hvad er det?

Windows Phone er proppet med muligheder. Du kan synkronisere din e-mail og kalender, spille sjove spil og hente spændende apps. Her forklarer vi hvorfor du skal have en Live eller Hotmail konto, for at få mest muligt ud af din mobil.

Hvad er Hotmail og Live?

Hotmail og Live er to gratis e-mail programmer, som du har adgang til via internettet på din computer. Du vælger selv om du vil have en Live konto (f.eks. anders.and@live.dk) eller en Hotmail konto (f.eks. anders.and@hotmail.com). Der er ikke nogen forskel udover adressen, og du får nøjagtig de samme funktioner. Du får fuld adgang til din e-mail, din kalender, og så kan du også gemme dine kontakter på din konto, så du altid har en backup.

Hvorfor skal jeg have en konto?

For at kunne hente spil og programmer – såkaldte apps – direkte på mobilen, skal du bruge en Hotmail eller Live konto. Apps hentes i Marketplace som allerede er installeret på mobilen. Her henter du f.eks. det populære spil Angry Birds, eller programmer som holder dig opdateret om vejret og sportsresultater. Nogle apps kan hentes gratis, mens andre koster et mindre beløb. Prisen vil være oplyst ved hver app, hvis den ikke er gratis.

Hvordan opretter jeg en konto?

Beslut dig for, om din e-mail skal hedde ”ditnavn@hotmail.com” eller ”ditnavn@live.dk”. Opret derefter en konto på www.hotmail.com eller www.live.dk. Det er også her du skal logge på, når du vil læse dine e-mails på computeren. Du vælger selv hvad din e-mail adresse skal hedde, men den skal altså slutte på @live.dk eller @hotmail.com.

Kan jeg bruge en anden e-mail konto på mobilen?

Ja, sagtens. Du kan også bruge Gmail eller Yahoo, det er let at sætte op på mobilen, og dine e-mails og kalender synkroniseres uden problemer. Men husk, at du ikke kan bruge disse hvis du vil hente apps på mobilen – der skal du bruge en Live eller Hotmail konto.

Når du har oprettet en Live eller Hotmail konto, så fortsæt til næste trin her.