Touch er teknologien bag en berøringsfølsom skærm - det var specielt Apple der var med til at gøre denne teknologi populære, med deres første iPhone.

Hvad er touch?

En touchskærm kaldes også for en berøringsfølsom eller trykfølsom skærm, og den fungerer ved, at du ved hjælp af en finger eller et pegeredskab kan navigere rundt på et device som en smartphone eller tablet.

Der er forskel på, om du kan bruge én eller flere fingre, når du skal betjene dit device – også kaldet single-touch og multi-touch. Alle nye smartphoness og tablets fra Apple har multi-touch som standard, så du blandt andet kan zoome ind og ud med to fingre.

Teknologien bag touchskærme

Med hensyn til touchskærme, så er der to typer, der er de mest anvendte i dag. De kaldes for den resistive touchskærm og den kapacitive touchskærm. Du kan ikke sige, at den ene er bedre end den anden, da de begge typer hardware har hver sine fordele.

De mest anvendte typer touchskærme i dag:

·         Resistive touchskærme – en særdeles robust skærm over for væsker og snavs, men har dog typisk en lavere kontrast grundet de mange lag. Skærmen reagerer kun på tryk.

·         Kapacitive touchskærme – meget præcise skærme, der reagerer på de elektriske impulser fra dig. Skærmene af denne type er meget tynde, og de giver et mere klart billede. Kapacitive touchskærme bruges blandt andet i Samsungs smartphones med AMOLED-skærm.

Multi-touch

På de fleste nye smartphones, phablets og tablets kan du bruge multi-touch – altså bruge to fingre på skærmen på samme tid. Der er endda nogle skærme, der kan registrere over 20 forskellige berøringer på samme tid. Det betyder blandt andet, at flere personer kan benytte samme skærm på samme tid.