Hvilken stemme
giver du videre?

Vores kampagne Hvilken stemme giver du videre? er et opråb mod den hårde tone, der til tider hersker blandt voksne. Tonen rammer medtrafikkanter, butikspersonale, p-vagter m.fl. – men den rammer også de børn, der lægger ører til, at deres forældre eller voksne, de ikke nødvendigvis kender, taler hårdt til andre.

Vi løfter ingen pegefingre. Vi er selv kun mennesker, og af en række personlige klummer fremgår det, at vi også indimellem får sagt noget, vi kunne have formuleret kønnere.
Hvilken stemme giver du videre? er ment som en debatskabende øjenåbner – og er i øvrigt en del af vores arbejde med TAL ORDENTLIGT.

Læsestof til eftertanke

- bekendelser fra Call me

Når temperamentet udfordres
af ligustertyranniets hverdagskampe.

Mit liv i ligustertyranniet med mand, to små børn, havetrampolin og spaghetti-kødsovs skiller sig nok ikke særligt ud fra andre børnefamiliers.
Vores udfordringer i hverdagen er nok heller ikke noget unikt. Men hvordan undgår jeg, at mit gudsbenådede temperament får overtaget, når tiden er knap, ungerne er umulige, hjemmet ligner en krigszone, og manden ikke reagerer på de helt åbenlyse mellem-linjerne-ord?
Mine børn er selvfølgelig verdens mest fantastiske små mirakler – selvfølgelig er de det! Men er børn fra naturens side udstyret med en ”hvor-langt-mon-jeg-kan-gå-når-mor-ikke-har-overskud”-knap? Og kan det virkeligt være rigtigt, at børn overhovedet ikke har nogen form for hukommelse, når det gælder de små gøremål?
”Jeg glemte det, mor” er en fast sætning, når vi står med den ene fod ude af døren kl. ”fem-minutter-for-sent-på-den” hver morgen, og jakken igen ikke er lukket og de forkerte sko er taget på (hvis de da overhovedet er taget på). Og derfor har en hverdagskonflikt også været en trist fast del af morgenrutinen. Gad vide, hvordan min søn tager den dårlige stemning med sig videre i skolen? Jeg ved i hvert fald, at der er nogle cyklister i Københavns morgentrafik, der har været uskyldige ofre for min dårlige samvittighed og frustration.
Men for kort tid siden lærte jeg, at børn faktisk glemmer ting. Det er et helt almindeligt adfærdstræk. De glemmer ting, fordi hjernen forfører dem med andre sjovere ting??! WHAT… det hjælper altså ikke at skælde ud?
Der er en helt naturlig forklaring på det … AV, dårlig samvittighed … igen.

Hvordan håndterer jeg så den viden? Vi er ikke helt i mål, men for hver dag, der går, bliver jeg bedre til at planlægge uden om min søns forglemmelser. Jeg øver mig i at vise tålmodighed og overskud. Det virker, og vores morgener er blevet meget bedre. Men, men, men … min tålmodighed og mit temperament udfordres stadig. Det kan godt være, at det er helt naturligt, men kors, hvor er det dog også irriterende…

Godt, jeg er mor til verdens dejligste børn, når nu mit temperament konstant udfordres af ligustertyranniets små hverdagskampe ☺

Anja Enggaard - Marketingchef, Call me

De små lærer hurtigt..
ja ja, men hvor hurtigt?

Jeg har i de dejlige år, mens jeg har haft titlen som far, fået at vide, at de små lærer hurtigt. Ja, ja, tænker jeg, men er det ikke lidt af en overdrivelse?

Men jeg fik mit synlige bevis, da jeg sad med min 3-årige dreng i bilen på vej til børnehaven. Vi var vel kommet 5-10 minutter for sent ud af døren, så det var ikke det helt store problem, men det kan desværre betyde, at der kan være lidt ’kø’ ved den store rundkørsel. Det var der også den morgen.
Efter at have talt til 10 et par gange, fordi en bilist foran mig ikke turde køre ud i rundkørslen, udbrød jeg spontant: ”Kom nu, mand!” …
”Kom nu, mand!”, blev der råbt omme fra bagsædet sekundet efter.

Den sad lige i maven. Ikke fordi det, der blev råbt, var så vildt, som det kunne have været – men mere min drengs lynhurtige kopiering ... af mig. Jeg var glad for, at mit udbrud ikke var værre end dette, men jeg var lidt mundlam over hans umiddelbare reaktion.

Jeg måtte krybe til korset og undskylde og forklare, at man selvfølgelig ikke skulle råbe ad andre, og at det var forkert af mig. Ja, ja far, svarede han … hvorefter udbruddet kom igen 3 dage senere. Denne gang helt spontant og helt af sig selv.

De små børn lærer i den grad lynhurtigt af os.

Anthony Lim - Salgs- og Marketingdirektør, Call me

Kan man tale ordentligt
også selvom man bander?

Indrømmet ! Jeg er en bander. Jeg understreger gerne (og tit) min pointe med et lille "sgu" eller "fandme". Så længe det er sagt i en positiv vending altså. "Det er sgu skide godt arbejde det der" eller "for fanden det er lækkert" er helt okay i min verden. Og sådan taler jeg også hjemme - og til mine børn. Jeg har valgt, at det er okay. Og det er da okay ik'? Eller er det?

Når jeg hører mine 2 drenge på 10 og 14 år tale, kan jeg dog godt blive i tvivl. Når de siger "det er fucking nice" eller "pisse lækkert spil" og gerne krydrer det med fandme og sgu, så stopper jeg lige op. Er det en okay måde at tale på? Taler de ordentligt? Jeg er opdraget anderledes, men tiden er en anden nu, så jeg har valgt at sige ja, så det må man godt herhjemme - også ungerne. Men når så ungerne bruger det i negative vendinger: "Det smager fandme grimt" eller "læreren var fucking dum" - så reagerer jeg instinktivt: "Hey tal lige ordentligt du!".

Og her kommer så børnelogikken, for de stiller selvfølgelig spørgsmålstegn: Hvorfor må de nogle gange gerne sige fucking, pisse og fandme - og andre gange ikke? Er det bandeord man ikke må sige eller må man godt? De må jo gerne fortælle mig, at læreren er dum, hvis de føler hun var det - der er ikke lukket for negative følelser.

Men at hun var fucking dum bliver pludselig til grim tale. Jeg må tage en beslutning! Er det okay eller ikke okay at bande i negativ vendinger også? Jeg har valgt at sige okay. Så det må man godt herhjemme - også ungerne.

Men jeg har det ikke helt fedt med at tænke over, hvad andre børns forældre tænker, når mine unger bander hjemme hos dem. Eller til lærerne i skolen. Gisp, de må tro mine unger er uopdragne så grimt de taler.

Eller når vi står i køen i Føtex og knægten siger "den her kø er fucking lang, det er pisse irriterende" - så kan jeg fornemme at de andre voksne forventer, at jeg træder ind som mor og belærer mit barn: "Fy Fy ikke bande". Men det gør jeg jo ikke. For jeg synes sgu helt ærligt, at det er okay. Sådan da.... Nogle gange..... For det meste altså.

Cindie Horn – Projektleder, Call me

Rikke Winckler

Forældrerådgiver

Har du brug for gode tips og tricks til, hvordan du tackler kommunikationen med dine børn. Vi har teamet op med Rikke Winckler, der er indehaver af Forældresparring. Rikke Winckler ved, hvad hun taler om. Hun er mor til en datter på 7 år, er uddannet pædagog, coach og psykoterapeut.

Rikke løfter ingen pegefingre, men kommer derimod med masser af gejst og gode indspark – hendes råd er nemme at prøve af i praksis. Find inspiration i disse inspirerende videoer.

Se bag om sproget

Tal med dit barn

Vær en god rollemodel

Se mere fra Rikke Winckler på foraldresparring.dk

Det si’r de selv i fjernsynet

Enkelte har undret sig. ”I jeres reklamefilm siger I, at vi skal tænke over, hvilken stemme vi giver videre til vores børn. Men nu går min datter rundt og siger ”HVOR FANDEN HAR DU TRUKKET DIT KØREKORT?” – og det har hun lært af jeres film. Så er I jo ikke bedre selv.” …

Det er aldrig vores hensigt at træde nogen over tæerne – og vi vil naturligvis gerne uddybe.


Vores bekymring går ikke på, at børn kender bandeord. Dem vil de lære rigtig mange steder, og de vil ofte bruge dem for sjov og ikke ondt. Hvis skolens eller hjemmets holdning er, at ”sådanne ord bruger vi ikke her”, så skal børnene lære at respektere det. Hvert sted sine regler – som med så mange andre ting.
Vi er derimod bekymrede for, at børn oplever, at det er okay at bruge hård tone, fordi de selv bliver talt hårdt til, eller fordi de overhører voksne tale hårdt til hinanden. Og på samme måde som man kan bruge bandeord for sjov, kan man tale hårdt og ubehageligt til hinanden helt uden at bruge grimme ord.

Hård tone er nedbrydende, og god tone er afgørende for, at børn og voksne trives, er trygge og kan udvikle sig. Det er derfor tonen mere end ordvalget, vi sætter fokus på.

Vores mål er at være med til at skabe refleksion over og diskussion om det ansvar, vi har for at vise vores børn, hvordan man behandler og taler ordentligt til hinanden – og at den hårde tone har konsekvenser.

Analyse

Ny undersøgelse: Hver anden forælder taler grimt til sine børn. En ny undersøgelse viser, at mere end halvdelen af os, oplever at vi i afmagt eller frustration kommer til at tale grimt/hårdt eller bruger uhensigtsmæssige ord over for vores børn.

Resultatet stammer fra en ny undersøgelse, som vi har fået lavet Du kan se mange flere resultater og læse mere om undersøgelsen her