Instagram er en app på din smartphone (eller tablet), som du kan uploade video eller billeder til. Instagram forkortes IG, og det er et socialt medie, hvor mange millioner dagligt deler billeder og videoer fra deres dagligdag – i 2017 havde mere end 700 mio. en profil. Det er nemt at komme i gang, når du først har fået styr på grundelementerne i appen. Dem kan du læse mere om på denne side, så du kommer godt fra start med det samme.

Hvad er Instagram?

Instagram er et socialt medie, hvor du kan dele billeder og video af din dagligdag. Du kan tilføje en beskrivende tekst til dine billeder samt relevante hashtags (#). Det er ikke ligesom på Facebook, hvor du bliver venner med en anden. Du kan godt følge en person, uden at han følger dig. Hvis du ikke vil have, at alle kan se dine billeder, kan du gøre din profil lukket – så skal du godkende nye følgere.

Når du følger en person, vil du få vist dennes billeder i dit feed (nyhedsstrømmen). Dit feed består af billeder fra alle dem, du følger. Det kan både være de allernyeste samt billeder, der er flere timer gamle. Det er en avanceret algoritme (kunstig intelligens), der viser dig de mest relevante billeder baseret på din daglige brug. Ved hvert billede kan du se antallet af kommentarer og hvor mange, der har ”syntes godt om” billedet.

Instagram er en app på din smartphone eller tablet. Du kan også bruge det via en browser, men det bruges mest på håndholdte devices. Når du uploader billeder, kan du vælge forskellige filtre til billedet, så det ændrer udtryk. Det kan være et særligt lysforhold eller sort/hvid.

Guide: kom godt i gang med Instagram

Det er nemt at komme i gang med Instagram. Du skal bare hente appen, oprette en profil, og så er du i gang. Har du en konto på Facebook, kan du gøre det automatisk med dit Facebook-login. Du redigerer informationen i din profil ved at trykke på ”Rediger din profil”.

Sådan kommer du godt i gang:

• Vælg et godt profilbillede
• Skriv dit navn (behøver ikke være dit fulde/rigtige navn)
• Lav en kort bio (beskrivende tekst om dig selv) – interesser, alder, geografi etc.
• Indsæt link (valgfrit) – det kan være til din blog eller din private Facebook-side

Når du har indsat de forskellige elementer, kan du gå på opdagelse i de mange hashtags, eller du kan uploade et billede eller en video. Klik på det midterste ikon, hvis du vil uploade et billede eller video til Instagram. Som tommelfingerregel bør du ikke bruge mere end tre hashtags pr. opslag.

Du skal enten være på et Wi-Fi-netværk eller have mobildata til rådighed, når du vil bruge Instagram.

Elementer i Instagram-appen

Der er flere forskellige elementer i Instagram-appen. Nedenfor kan du se en liste over de mest brugte elementer samt hvordan du bruger dem.

• Hjem (hus) – dette er ”startsiden” på appen, og det er også her, du finder dit feed
• Søg (lup) – du kan søge efter personer, men du kan også søge efter specifikke hashtags
• Kamera (firkant med et +) – her kan du tage nye billeder og videoer eller vælge fra dit fotoalbum
• Aktivitet (et hjerte) – her får du notifikationer. Hvis folk har syntes godt om dit billede, kommenteret eller nævnt dig i et opslag, kan du se det her
• Din profil (overkrop med hoved) – her kan du se alle dine billeder og videoer, hvor mange følgere du har, og hvor mange der følger dig

Dette er de typiske funktioner på Instagram. Hvis du har nogle (nye) notifikationer, bliver hjertet rødt.

Sådan lægger du et billede op

Uanset om det er et billede eller en video, du vil tilføje, bruger du kameraet på dit device.

• Klik på det firkantede ikon med plusset i midten
• Billede – vælg fra dit fotoalbum (bibliotek) eller tag direkte fra appen (billede)
• Video – optag video direkte i appen (video) eller vælg en video fra dit fotoalbum (bibliotek)

Når du har taget et billede, kan du vælge forskellige filtre til billedet. Der er mange filtre at vælge mellem, og de har hver deres unikke navn. Der er forskel i lys, farver og skarphed i de forskellige filtre. Tryk på ”næste”, når du er færdig med at redigere og tilføje filter.

• Tilføj en billedtekst til din video eller billede – det kan eksempelvis være en kort beskrivelse af indholdet
• Hashtags tilføjer du også i din billedtekst – det kan være alt fra #hygge og #jul til #fitness og #foodporn. Hashtag bruges både til at beskrive billedet, fortælle hvor billedet er taget samt føje den til en ”genre”. #Foodporn er eksempelvis lækre billeder af mad. Der bruges tusindvis af forskellige hashtags
• Tag personer – her kan du tagge (nævne) andre personer på Instagram, der enten er på billedet, eller du var sammen med i situationen
• Tilføj lokation – her kan du tilføje stedet for billedet. Det kan eksempelvis være et område, by eller koncertsted 
• Cross-post – det betyder kort sagt, at du automatisk også uploader billedet til andre medier, din Instagram-konto er forbundet med. Det kan være Facebook og Twitter.

Ingen af ovenstående ting er obligatoriske. Du kan altså poste dit billede uden filtre, tekst, lokation og andet. Det er helt op til dig, hvordan du bruger det sociale medie.

Hvad er Instagram Stories?

Instagram Stories er små videoer og film, der forsvinder efter 10 sekunder – ligesom på Snapchat. Alle Instagram Stories er samlet øverst på din ”startside”. Lav din egen story ved at klikke på dit profilbillede med plusset. Hvis du gerne vil optage en video, er der forskellige ekstra muligheder:

• Boomerang – billedet bevæger sig frem og tilbage
• Baglæns – afspiller videoer baglæns
• Håndfri – klik én gang på video-ikonet i stedet for at holde det nede

Der er mulighed for at tilføje både tekst og grafik til dit billede og video efterfølgende.

Download Instagram

Du kan downloade Instagram til alle slags mobiltelefoner – her er de tre mest populære. Klik på linket nedenfor, der passer til din type mobil.

Instagram til iOS (Apple)
Instagram til Android
Instagram til Microsoft